Som noget helt usædvanligt i et byudviklingsprojekt er naturen udviklet før boligerne i Naturbydelen. Dermed får alle boligerne i Naturbydelen direkte adgang og udsigt til naturen fra starten.
Naturen rummer farvestrålende enge, bærhaver, en æblehave, en frugtlund, søer, vandløb, en rig og varieret skov, græsningsfolde, en legeplads og en trækfærge.
Og naturen er åben for alle, der har lyst til at gå på jagt efter urter, blomster, bær, svampe, plukke æbler, gå/løbe/cykle en tur, nyde roen eller opleve det mangfoldige fugle- og dyreliv. Se de 122 fuglearter, der er observeret i Naturbydelen.
Udviklingen af Naturbydelen i Ringkøbing sker igennem partnerselskabet Ringkøbing K Aps (K'et står for Kyst, Kant og Kvalitet), der ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune (25%) og Realdania By & Byg (75%). Bestyrelsen består af to repræsentanter for begge ejere og en uvildig formand.