Bybrønden

På Torvet var der, før der blev lagt vand ind i byens huse, en bybrønd, der stod ud for Hotel Ringkøbing.

Ved købstadsjubilæet i 1943 blev der samlet ind til en borgergave, nemlig et ur med klokkespil på rådhuset. Der blev penge til overs, og det blev besluttet, at de skulle bruges til en ny bybrønd. Udvalget for Indsamling til en Borgergave fik i oktober 1943 et tilbud om en bybrønd i moseeg af kunstneren Stæhr-Nielsen, og den skulle stilles op i Torvets vestlige del ud for Hotel Ringkøbing - dog ikke med løs pumpestang, men fastgjort og indrettet til vandværksvand.

Bybrønden var først færdig til opstilling efter krigen, og søndag 4. november 1945 var den på plads. Der stod den til 1973, da den blev flyttet til den modsatte side af Torvet, hvor den står i dag.

 

Bybrønden i Ringkøbing