På plænen foran Bryggen afslørede daværende borgmester Torben Nørregaard i 2007 for Lions Club i Ringkøbing en kunstgave til byen. Det er en Helt i bronze, lavet af Henrik Voldmester.
Helten er en laksefisk, der lever i brakvand, og Ringkøbing Fjord er et af de få steder, den findes her til lands. Helten er en populær spise i Ringkøbing. Den skal være koldrøget og skæres ud i tykke skiver, som flækkes med et fingergreb, så kødet kan gnaves fra skind og ben til et stykke rugbrød med smør og salt, øl og snaps.